Pensionsordninger for selvstændige

Mange selvstændige investerer deres midler i den virksomhed de driver og de planlægger at sælge virksomheden i forbindelse med, at de ønsker at gå på pension. Salgsprovenuet bliver således deres pensionsopsparing. På denne måde lægger man alle æg i samme kurv, hvilket kan være risikabelt, fordi virksomheden måske kan være vanskelig at sælge, netop når den selvstændige ønsker at gå på pension.

Er du selvstændig, anbefales det derfor, at du opretter en eller flere pensionsordninger, således at du kan sikre, at du og din familie kan få en sund seniorøkonomi. Med sådanne ordninger har du også muligheden for at tilknytte forsikringsdækninger mod sygdom, tab af erhvervsevne og dødsfald. Du vil hermed være bedre sikret, hvis du skulle blive syg eller komme til skade og du bliver mindre afhængig af, om du kan sælge virksomheden, og hvor meget du kan sælge den for når du skal på pension.

En mulig pensionsordning for selvstændige er den såkaldte 30%-ordning, hvor du kan indbetale op til 30% af virksomhedens overskud til en livsvarig livrente. Med en sådan ordning får du mere fleksiblilitet, når du skal på pension, og du har mulighed for en sund seniorøkonomi.

Ved salg af din virksomhed kan der være et særligt problem, fordi salgsprovenuet bliver beskattet i salgsåret og kan blive beskattet med topskatteprocenten. For at modvirke denne hårde beskatning, er der mulighed for at oprette en ophørspension, hvor du får fradrag for indskuddet. Derved vil beskatningen af provenuet fra virksomhedssalget ske i takt med at din pension udbetales.

En ophørspension kan være en livrente eller en ratepension. Der kan maksimalt indskydes 3.285.400 kr. (2025 sats).

For at kunne oprette en ophørspension skal du være fyldt 55 år inden virksomheden sælges og du skal være fuldt skattepligtig i Danmark. Du skal have drevet virksomheden i mindst 10 år over de seneste 15 år.

Indbetaling til en ophørspension skal ske inden den 1. juli året efter salgsåret.