Pension - deling ved skilsmisse
Udgangspunktet ved skilsmisse er, at hver ægtefælle udtager egne rimelige pensionsordninger. Dette betyder, at kapital- og ratepensioner samt aldersopsaringer som udgangspunkt ikke skal deles ved skilsmisse.
Disse regler vil i mange tilfælde betyde, at to tidligere ægtefæller kan blive økonomisk meget forskelligt stillet som pensionister. Den store økonomiske forskel vil især opstå, hvis der er stor forskel på ægtefællernes indtægt og hvis den ene part har haft barselsperioder og i øvrigt ofret sig for familien, f.eks. ved at arbejde på deltid.
Tidligt i et ægteskab kan det derfor give god mening, at I drøfter forholdet og tager stilling til, om I begge kan leve med de generelle regler på området. Hvis jeres konklusion er, at de generelle regler ikke vil være fair i jeres tilfælde, kan I udarbejde en ægtepagt. I ægtepagten kan I beslutte, hvordan delingen af jeres pension skal være i tilfælde af en senere skilsmisse. Udarbejdelse af en ægtepagt på dette område vil normalt kræve advokatassistance. En ægtepagt skal tinglyses.
Har I ikke fået udarbejdet en ægtepagt og er ægteskabet gået i stykker, er udgangspunktet som nævnt ovenfor, at hver ægtefælle udtager egne pensionsordninger. Hvis I kan blive enige, er det dog stadig muligt at aftale en anden deling. Hvis I ikke kan blive enige, benyttes de generelle regler, eller der kan gennemføres en retssag hvor Skifteretten skal tage stilling til delingen.
En retssag kan give mening for den part, der har ofret sig for familien og dermed har en meget mindre pensionsopsparing end eks-ægtefællen. Forskellen kan skyldes barselsperioder, deltid af hensyn til familiens trivsel eller at den ene ægtefælle har haft perioder uden arbejde, fordi familien må flytte som følge af den anden ægtefælles arbejde. Forskellen kan også skyldes, at den ene ægtefælle har indbetalt ekstra store beløb på sin pensionsordning.
Det kan også være, at en deling efter de generelle regler ikke forekommer rimelig.
Skifteretten arbejder med to former for kompensationsbeløb, fællesskabskompensation eller rimelighedskompensation. Hvis du kan overbevise Skifteretten om, at din pensionsopsparing er blevet mindre, fordi du har ofret dig for familien, kan Skifteretten bestemme, at din eks-ægtefælle skal betale en fællesskabskompensation. Når Skifteretten beregner en fællesskabskompensation, sker det ved at beregne, hvor meget du yderligere kunne have sparet op til pension med den uddannelse og beskæftigelse du har.
Selv om der ikke er grundlag for at Skifteretten giver et kompensationsbeløb, kan man vurdere situationen og hvis Skifteretten skønner at det vil være rimeligt at den ene ægtefælle betaler den anden et beløb, kan Skifteretten bestemme dette. En sådan betaling kaldes en rimelighedskompensation. Et forhold der kan udløse en rimelighedskompensation kan være, hvis den ene ægtefælle har indskudt ekstra beløb på en eller flere pensionsordninger.
De beløb Skifteretten har besluttet i fælleskabskompensation eller rimelighedskompensation forekommer dog ret beskedne.
De praktiske forhold omkring deling af pension kan være en udfordring, fordi der er mange muligheder. De fleste pensionsselskaber foretrækker at delingen foretages ved at eks-ægtefællerne beholder deres pensionsordinger og kompenserer den anden på anden vis, f.eks. med frie midler. Ofte er denne metode ikke mulig, og det er heller ikke sikkert, at det er fornuftigt for dig at konvertere pensionsmidler til frie midler. Pensionsselskaberne kan og skal opdele en pensionsordning, hvis dette er ønsket. Der findes flere modeller for opdeling, hvor den mest vidtgående er en model hvor det pensionsbeløb, du skal have, bliver helt adskilt fra din eks-ægtefælles ordning og hvor du vil få din egen police.
ØkonomiEksperten, der tilbyder uvildig pensionsrådgivning hjælper gerne med drøftelser om deling af pension, herunder om der er grundlag for at inddrage Skifteretten. Desuden hjælper ØkonomiEksperten med at vælge, hvilken model der skal anvendes for delingen og evt. også den praktiske gennemførelse af delingen, herunder kontakten til pensionsselskaberne.
Her kan du læse mere om ØkonomiEksperten.dk
Her kan du læse om rådgivningspakker og priser